23948sdkhjf

Kæde har aggressiv ekspansionsplan: - Vi skal ind i alle større byer i Danmark

Selvom Big Dollar kun tæller fem danske butikker, er der allerede lagt planer for mere end en fordobling af antallet

- Potentialet er kæmpestort, og vi rammer meget godt ind i et marked, hvor danskerne elsker discount.

Ordene kommer fra Peter Jakobsen, dansk landechef for Big Dollar. 

Kæden er kommet til Danmark med store planer - og de er allerede foldet ud i fem konkrete butikker, tre i Nordjylland og to på Sjælland. 

Og ifølge Peter Jakobsen "går det helt efter planen". 

- Det bliver vel meget godt understreget af vores resultater, som blev offentliggjort her for en lille måneds tid siden, siger han med henvisning til det millionoverskud, som Big Dollar fremlagde i juli. 

Han tilføjer, at regnskabet var som forventet, men at det samtidig har været "specielt at træde ind i et nyt land med et koncept, som ikke findes i forvejen". 

For ifølge landechefen er der ikke noget lig Big Dollar i Danmark.

Men han erkender, at detailkæden formentlig ligner lidt af mange andre aktører. 

- Det er rigtig interessant. Der findes ikke nogen, vi ligner i dansk detailhandel. Vi ligner lidt mange forskellige. Mange spørger, om vi ikke bare er en anden udgave af Normal eller Flying Tiger - og jo, til en vis grad. Men vi er også lidt Harald Nyborg, Jysk og Søstrene Grene - bare større, siger Peter Jakobsen. 

Svensk-finsk ophav

Dollarstore, der ejer Big Dollar-kæden i Danmark, tæller i hjemlandet Sverige 132 butikker af samme navn. 

Men så sent som i sommeren 2023 blev ejerskabet i stedet finsk, da giganten Tokmanni opkøbte Dollarstore for et milliardbeløb

Det svenske koncept er dog bevaret - og sammenligner man de svenske Dollarstore-butikker med Big Dollar-butikkerne i Danmark vil man spotte store ligheder. 

- Butikkerne ligner hinanden meget, og der er kun lavet nogle få tilpasninger i konceptet for at få det passet ind på det danske marked, siger Peter Jakobsen og anslår, at mellem 95 og 97 procent af indretningen er identisk på tværs af landegrænsen. 

Dollarstore/Big Dollar

  • Dollarstore-kæden er grundlagt i 1994. 
  • I dag er Dollarstore en af ​​de største lavprisaktører i Sverige - og fører et udvalg inden for mode og skønhed, snacks & drinks, boligindretning, rengøring, sæson & fest, fritid & legetøj, dyr med mere. 
  • I dag har Dollarstore 132 butikker i Sverige og fem butikker i Danmark under navnet Big Dollar. 
  • I alt beskæftiger de cirka 2.300 medarbejdere i Sverige og Danmark.
  • En Big Dollar-butik har typisk mellem 12.000 og 14.000 forskellige varer i sortimentet.
  • Dollarstore blev desuden til Big Dollar i Danmark, da førstnævnte allerede var optaget som virksomhedsnavn i dansk regi. 

Kilde: Dollarstore/Big Dollar

Ekspansionsplanerne

Peter Jakobsen tilføjer i den forbindelse, at det hidtil ikke har været svært at finde lokationer til Big Dollar-butikker i Danmark - tværtimod. 

- Vi har haft enormt stor succes med at finde placeringer, og vi har en god portefølje. Vores største udfordring lige i øjeblikket er faktisk at følge med i vores egen ekspansionstakt. Det er enormt ressourcetungt. 

Big Dollar har allerede røbet planerne for seks butiksåbninger i 2025 som en del af en tidligere annonceret "meget aggressiv ekspansionsplan". 

Og med de kommende to butikker til november i år bliver detailkæden ved udgangen af 2025 minimum 13 butikker stor. 

Peter Jakobsen vil dog ikke blive mere konkret end de udmeldinger, der tidligere har lydt omkring antallet af butikker. Her har det fra starten været udgangspunktet, at der kunne blive tale om 40 til 50 butikker i Danmark.

- Du kan ikke få mig til at give et præcist tal, for jeg kender det ikke. Der er en grænse for, hvor mange butikker Big Dollar kan rumme, men om den går ved 30 eller 70 butikker, er fuldstændig umuligt at svare på, siger landechefen, der dog understreger, at det altoverskyggende mål "er at blive landsdækkende".

- Vi skal ind i alle større byer i Danmark. Det er planen.

Fra Biltema til Bilka

Når man som detailkæde ligner mange andre, men ikke helt er som dem, har man helt naturligt også mange konkurrenter i markedet. 

Det genkender Peter Jakobsen også, og han peger på "alt fra Biltema til Bilka og derimellem" som konkurrenter for Big Dollar. 

- Vi holder dog meget fokus på os selv og på at holde snuden i sporet. Men det er klart, at vi selvfølgelig også skæver til vores konkurrenter. 

I forhold til den fremtidige ekspansionsstrategi oplever Peter Jakobsen en voksende interesse for Big Dollar-konceptet fra projektudviklere rundt omkring.

For butikkerne genererer kundestrøm - og så er butikkerne tilpas store til at indgå i retailparker og områder med boksbutikker. 

- Vi har en god størrelse med store butikker, som der har været rimelig meget hype om i forhold til vores indtræden på markedet. Så fordi vi er så store og tiltrækker så mange kunder, tænker jeg, at vi er interessante for andre også, siger Peter Jakobsen.

Han afviser derfor også, at man i fremtiden vil se Big Dollar i et mindre city-koncept med færre kvadratmeter og varer. 

Dollarstore ApS
Regnskabsår 2023/24 2022/23
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - -
Bruttofortjeneste 19,0 1,7
Resultat af primær drift 6,3 -1,1
Resultat før skat 5,1 -1,2
Årets resultat 4,0 -0,9
Balancestatus 37,3 19,8
Egenkapital 3,1 -0,9
Antal ansatte 31 3
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.701